Pædagogiske principper
Vindinge Skole ønsker, med udgangspunkt i høj faglighed, læring og trivsel, at være det naturlige førstevalg for alle byens skolebørn. Gennem pædagogisk nytænkning, tværfagligt arbejde og projekter, kan skolen tilbyde alle elever spændende og alsidig undervisning. Skolen lægger vægt på at bygge bro mellem fagdisciplinerne for at skabe sammenhængende forløb, der udvikler børnenes faglige såvel som sociale og personlige kompetencer.
Med respekt for skolens traditioner, som fx morgensang, venskabsklasser og samarbejde på tværs af klasser og årgange, indgår eleverne i forpligtende fællesskaber, hvor de passer godt på hinanden. På samme måde som det sociale netværk i landsbyen er et forpligtende fællesskab med en høj grad af involvering af lokalsamfundet. Skolens mission er gennem trygge forpligtende fællesskaber at give alle elever mulighed for at lære og lyst til videre uddannelse. Det er skolens vision at være medvirkende til at danne og uddanne livsduelige verdensborgere.
Skolens elever og personale er aktive deltagere i idrætsarrangementer, turneringer, iværksættermesser, musikarrangementer osv. Skolen har også stolte traditioner for at lave forskellige optrædener, som f.eks. teater, SFO- teater og koncerter.